Tirsdag den 16. april omdanner Middelfart Kommune og NGO’en, OMBOLD, pladsen på Gammelhavn til et festligt fodboldmekka, når det åbne Fynsmesterskab for udsatte mennesker løber af stablen.
Op mod 200 udsatte fodboldspillere sætter den 16. april kursen mod Middelfart, for at nyde en dag en fodboldens tegn og kæmpe om det åbne Fynske mesterskab i gadefodbold.
Fodboldspillerne har mere i bagagen end de fleste. De kæmper nemlig blandt andet med hjemløshed, misbrug og psykisk sårbarhed, men de har også det til fælles, at de nyder at spille fodbold, og fællesskabet der følger med fodbolden, har stor positiv indflydelse på deres liv. Og det er lige præcis derfor, at der den 16. april vil valfarte spillere til Middelfart Kommune fra nær og fjern.
Praktisk info:
- Dato: 16. april
- Tidspunkt: Klokken 10.00 til 16.00
- Spillested: Havnegade 84, 5500 Middelfart
Program:
- Kl. 10.00 – Stævnet sparkes i gang
- Kl. 13.00 – Showkamp mellem lokalpolitikere og lokale OMBOLD-spillere
- Kl. 15.30 – Medaljeoverrækkelse
Alle er velkomne til at komme lægge vejen forbi Gammelhavn, overvære det åbne Fynmesterskab i gadefodbold og blive klogere på, hvilken betydning et positivt idrætsfælleskab kan have for mennesker i udsatte positioner.
NGO’en OMBOLD er et forandringsskabende og inkluderende fodboldfællesskab for socialt udsatte mennesker. Fællesskabet danner grobund for positiv udvikling i forhold til fysisk og mental sundhed, skaber nye venskaber og giver øget livskvalitet.
Under mottoet ‘Fodbold, Fællesskab og Forandring’ har OMBOLD siden 2003 engageret og aktiveret mere end 20.000 voksne, som ikke naturligt opsøger eller er en del af almindelige idrætsforeninger via åbne lokale træninger, stævner og asfaltligaer.